Hate

Hej dejligste læsere.

Jeg beklager at jeg ikke har blogget længe, men ja .. Ved ærligtalt ikke hvorfor. Måske fordi der har været så meget "hate" og jeg kan faktisk ikke holde styr på hvad der sker i mit liv for tiden og det kunne jeg heller ikke før. Jeg beklager for at dette nu bliver et "hate" indlæg, men jeg har brug for at komme ud med det her og har ikke andre steder. 

Der er lige sket det at min ene veninde. Vi kalder hende A og den anden veninde kalder vi B. Jeg er lige blevet veninder med A igen og jeg er rigtig glad for det, for jeg har savnet hende. Nå, men nu er B så blevet sur på mig og sådan har det altid været. Når jeg er venner med A, så gider B mig ikke og det gør mig så ked af det, for de begge to betyder en hel del for mig. Jeg er egentlig træt af det altid skal være sådan, virkelig træt af det og man aner jo ikke hvem man bør "smide væk" .. 

Der er også det at mine "veninders" forældre åbenbart haaater mine forældre helt vildt. Jeg kan virkelig ikke forstå hvad de har gjort galt udover min far er så overbeskyttende og det pisser mig virkelig også af. Han tror ikke jeg kan klare mig selv og han tror altid det værste om mine veninder og det skræmmer dem væk. Ærligtalt føler jeg at ingen gider mig, pga. ham og måske burde jeg fortælle ham det, men gider virkelig ikke snakke med ham for tiden. Min far er blevet så anderledes og det gør mig ked, for jeg har altid været fars pige og det er jeg bare ikke mere. I mener nok at man ikke bare kan skifte mening pga. det her. Men det er ikke alt. Han gør mig virkelig tit sur og råber så tit af mig. Min mor er derimod langt sødere og mere forstående. Jeg kan altid komme til hende og det elsker jeg hende for. 

Også er der mine store kærlighed. Yeah. Jeg forstår ikke hvorfor jeg stadig er forelsket, jeg føler mig ikke forelsket, men det er jeg. "No matter what I say, I'm not over you" Jeg bliver så ked af det hver eneste gang jeg ikke for noget svar fra ham .. Denne forelskelse er den værste slags der findes. Specielt fordi den ikke er gengældt og det har den ikke været i de seks måneder jeg nu har været forelsket. Og det værste er vi kan ikke føre en ordenlig samtale, der er hele tiden stilhed .. Vi kan bare ikke mere. Vi plejer altid at have nogle hyggelige samtaler, men nej. Alt er bare gået .. i stå. Jeg forstår bare slet ikke hvad der sker. Måske skal jeg heller ikke forstå det, men .. Jeg savner ham så meget og han virker bare så ligeglad med mig, ville bare ønske jeg kunne "get over him" det ville være så .... RART.

Okay .. Jeg ved godt dette måske ikke virker som det værste, men det er det plager mig mest. Jeg skal nok skrive hvis jeg kommer på mere. De tre ting her fylder bare for meget lige pt.