Wow, overrasket

Hej læsere ♥

Jeg sad lige og læste om en pige, som havde forsøgt selvmord og hvordan hun gjorde. Det fik mig til at tænke på min ven. En af mine nærmeste, okay. Jeg har en tæt veninde og en tæt ven. Han har prøvet det samme, præcis samme måde. Jeg var tæt på at græde over det, fordi .. Jeg har jo været ved at miste min tætteste ven. 

Han betyder rigtig meget for mig og det ved han godt, hvis han tror mig.. Jeg ringede til ham den dag jeg fik af vide han var kommet på hospitalet, men første gang fik jeg fat i hans mor og sagde med en grædende stemme, om hun ikke ville bede ham skrive til mig, men hun glemte det, desværre. Jeg ringede så senere og fik fat på ham, han hviskede bare, fordi hans mor sov ved siden af, det var helt okay. Jeg fortalte så jeg havde grædt lige siden jeg fik af vide at han var kommet på hospitalet. Jeg græd samlagt ca. fem timer den dag. Da vi så endelig snakkede, blev jeg selvfølgelig også ked af det, for jeg kan jo ikke forstille mig en hverdag uden ham og det kan jeg stadig ikke. Okay, bare at skrive om det her, får tåre frem i mig. Han forstår ikke hvorfor jeg er så bekymret stadig, men det må han selv om. Tror enhver ville blive bekymret, hvis deres tætteste ven/veninde ikke svarede dem i flere timer.

Jeg kan stadig græde over det af og til. Især når jeg tænker på det kun er ca. en måned siden. EN MÅNED. Det er forfærdeligt, men .. Ja. Lidt trist indlæg, beklager. Men det gjorde mig lidt ked, da jeg læste det med hende pigen, der. EH.

Kram Denise.